torsdag den 30. august 2012






KUNSTEN  I  BEVÆGELSE

Kunsten i Bevægelse er et større kunstprojekt startet af Kulturministeriet og Kulturregion Midt-Vestjylland for at fremme kunsten i små bysamfund og lokalområder.

Projektet løber over 3 år og omfatter 18 mindre lokalsamfund.

Ulfborg er sammen med Hjerm og Fabjerg i én pulje udvalgt til at deltage som de første her i 2012. (se WWW.ulfborg.blogspot.com) Den anden pulje, der deltager i år er Kibæk, Kloster og Klovborg.

Denne unikke kunstneriske begivenhed i Ulfborg har ført til et meget positivt samarbejde mellem

styregruppen for: Kunsten i Bevægelse, Vestjysk Kunstforening Ulfborg, Ulfborg Borgerforening og Kulturforeningen Tinghuset.

Dette samarbejde resulterer i, at der i Ulfborg fra d. 7. –  d. 11. september 2012 vil være kunst overalt i bybilledet:

 

Kunst på Ulfborg Skole - Kunst på Ulfborg Aktiv Center - Kunst i Børnehuset - Kunst på gaden – Kunst i kirken - Kunst i Tinghuset - Kunst i mere end 30 forretninger.

 

Tre kunstnere vil alle dagene arbejde åbent i byen;

Christina Vogelsang, Tyskland ved skoforretningen, Kim M. Grønborg, Århus i Tingsalen og Salah Saouli, libaneser fra Tyskland arbejder i gården bag biblioteket.

Alle tre beder borgerne kigge forbi og bidrage.

 

To kunstnere: Jens Ardal og Morten Kroman vil rundt i byen arbejde efter temaet ”Høstfest 2012”.

 

Fra Billedgrundkurset i Holstebro kommer Søren Taaning med 10 studerende, der alle deltager i det skabende arbejde.

 

I Ulfkær Kirke afsløres Yvonne Tranes nye altertavle ved en festgudstjeneste.

 

Vestjysk Kunstforening Ulfborg arrangerer udstillingen KUNSTEN I BUTIKKERNE, hvor godt 20 kunstnere udstiller i mere end 30 forretninger, som har stillet vinduesplads til rådighed!

 

Og på vores institutioner arbejder små og store børn og ældre på at bidrage til dette brogede billede af, hvad der rører sig i et lille lokalsamfund og i den større verden og hvad et samarbejde kan bringe.

 

Ulfborg Bibliotek sætter en udstilling op af bøger, som omhandler kunst på forskellige måder.

 

Brug dagene til at kigge Ulfborg godt efter i sømmene. Dette er et stort projekt, hvor der hele tiden sker noget nyt og ting udvikler sig.

 

Kunstdagene afsluttes med en stor FERNISERING i Borgerforeningens telt foran Biblioteket..

Åbningstale ved Carsten Jensen. Mulighed for at købe lidt at spise og drikke og hygge os sammen.

 Herefter uddeles der små kort over alle udstillingsstederne, og vi håber at alle vil gå på en spændende kunstvandring i Ulfborg.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar